Gå til hovedindhold

Bestyrelsens beretning for året 2022

Bestyrelsesåret 2022 startede naturligt ved repræsentantskabsmødet den 22. februar 2022

Indhold

    En del udskiftning i bestyrelsen giver altid lidt røre efterfølgende men når en mangeårig engageret formand som Jan Bundgaard træder ud, giver det helt naturligt en langt større byrde eller om man vil, langt flere opgaver som skal overdrages og omfordeles.  

    Et formandsskifte vil også altid kunne mærkes i mange måneder, ja måske i hele det første år, hvor nye procedurer, nye vinkler, nye tilgange vil præge møder og arbejdet i det hele taget. Bestyrelsen består stadig mest af gamle rotter i faget, medlemmer som har siddet med næsten helt fra starten ved kommunesammenlægningen. Så der er stadig masser af rutiner og medlemmer som kan huske historikken på forskellige beslutninger og det lever vi højt på. Det har været min oplevelse, at alle har taget imod det nye formandsskifte med positiv sind og jeg mener at den nye bestyrelse igen er på fuld arbejdsstyrke i det arbejde som vi udfører.  

    Der er brugt en del energi i overdragelsen mellem afgående- og tiltrædende formand. Virk.dk, Nem ID, log inn hist og pist – svær proces, som rent faktisk ikke er lykkedes helt endnu. Det beskriver måske ret godt hvad forenings-Danmark er oppe imod, at de administrative byrder er store. Vi kan herunder også nævnte den del som omhandler lovgivningen i forhold til samarbejdet med banker og pengeinstitutter. Også her opleves i eget regi men også blandt vores medlemsforeninger, at det kan være bøvlet.

    På årets første møder blev der blandt andet arbejdet med hvordan vi fremover endnu mere synliggør Aabenraa Fritidsråd. Dette er en on-going proces, som hele tiden skal trækkes frem og vedligeholdes. Her kan vi nævne at vi deltog i Frivillighedsmessen arrangeret af Frivillighedshuset. Vi har også indkøbt en Roll up, som udstilles forskellige steder i kommunen. PT står den i Arena Aabenraa men meningen er den skal flytte rundt i kommunen, der hvor det giver mening. Vi dukker op de steder vi bliver inviteret til, eksempelvis 100 års jubilæer, åbning af noget vi har givet tilskud til osv. 

    Vi har i den forbindelse fået optegnet vores logo til en bedre opløsning, således at det fremstår mere skarpt. Sidst men ikke mindst, så har vi prioriteret at der kommer jævnlige opslag fra vores sociale medie Facebook. En opgørelse blandt alle Fritidsråd og Samråd i Danmark, viser, at vi ligger blandt de 3-4 bedste i hele landet. Vi har på de sociale medier søgt at udbrede hvem der egentlig sidder i Aabenraa Fritidsråds bestyrelse, ved at præsentere de enkelte medlemmer i de første måneder af året.  

    I forhold til arbejdet med de 2 puljer, Aktivitets- og Anlægs-puljerne har vi besluttet en mere smidig procedure. Alle bestyrelsesmedlemmer har nu adgang til det elektroniske styresystem EMPLY og vi kan således minimere tiden fra vi modtager ansøgninger, skal have afklaret evt. tolkninger, til vi tager beslutning og giver tilsagn. Det har også været lidt indkøringstid med at vende ansøgerne til at søge elektronisk, frem for at sende en mail.  

    I samme forbindelse har vi gennemgået retningslinjerne for begge puljer og er i gang med en revidering og præcisering af de forventninger vi har til ansøgere. Vi søger en skarpere profil på hvad vi ønsker at give tilskud til. Arbejdet med retningslinjerne er stadig i gang, vi mangler de små nuancer men vil blive anvendt her fra årsskiftet.

    Aabenraa Fritidsråd har plads i Det Sportsfaglige Udvalg i Elite Aabenraa. Senest har vi også fået plads i Talentrådet, og er således godt repræsenteret i den del af arbejdet som omhandler vores bedste udøvere i kommunen.  

    Aabenraa Fritidsråd er også i løbet af året blevet udsat for en såkaldt CEOsvindelmail. Svindlere forsøgte at svindle sig til små 40.000 ved at sende en mail til kasseren, med formandens signatur og mailadresse. Vores vågne kasserer Kjeld lod sig dog ikke narre og vi har naturligvis anmeldt forbrydelsen som man bør.

    Den generelle krise i både Danmark og hele Europa har naturligt også haft både foreningernes, såvel som spejdernes interesse. Hvorledes ville de stigende priser påvirke haller, svømmehaller, og andre steder hvor strøm og varme er de store udgifter. Vi har holdt nøje øje med området og kan på nuværende tidspunkt i hvert fald konstatere, at der fra kommunalt hold ikke har været pres på for, at skære voldsomt inden for idrættens verden. Mindre men også indlysende justeringer har været nødvendige og også ført til mindre forbrug på både el og varme inden for Kultur og Fritidsområdet. Det vil vi hermed gerne kvittere for.

    Vi deltog helt naturligt i det store dialogmøde mellem alle fora og politikerne i Kliplev. Det var en god og konstruktiv aften, hvor vi lærte de andre fora at kende, og 2 samtidig kunne fortælle om hvad vi selv stod for. Vi oplevede at de tilstedeværende politikkere lyttede til hvad der blev snakket om. Igennem aftenen arbejdede vi med forskellige temaer, som også er i spil her fremadrettet.

    Dialogen mellem Aabenraa Fritidsråd og forvaltningen har været præget af vilje til at samarbejde om de ting vi har fælles interesse i. Vi oplever en god og konstruktiv debat i samarbejdet og er endnu aldrig stødt på en lukket dør eller en afvisning i forhold til snitflader. Der har været afholdt flere møder hen over året.  

    En af de vigtigste opgaver hen over året er at hædre de børn, unge og voksne som yder lidt ekstra. Uddeling af erkendtligheder til mange børn og voksne samt priser. Det er bestemt også den bedste aften at være vidne til de mange borgere i kommunen som yder en ekstra indsats for at nå deres egne eller holdets mål.  Aftenen planlægges og gennemføres med forvaltningen og de lokale politikkere, og forløb som planlagt.

    Optimering af hjemmeside, samt oprydning i filer og større arbejde med at konverter filer til læsevenlige for synshandicappede har også været en af opgaverne i løbet af året. Det er netop et godt billede på det arbejde som ingen ser, ingen måske reelt bemærker men som tager adskillige timer at udføre.  

    Et tilbagevendende debatpunkt har været den såkaldte 25 års-regel. Hvem kan gennemskue den, og er det den rigtige måde, at fordele midlerne.  

    Vi har som samarbejdet foreskriver udtalt os til budget 2023-2026. I den forbindelse kan jeg da kort nævne, at vi i Aabenraa Fritidsråd, i 2022 har uddelt langt flere midler end vi er blevet tildelt for året. Grunden til at vi har kunnet det er, at Coronaårene har gjort at vi har brugt lidt mindre i et par år men nu er tilbage på samme ansøgningsniveau. Og vi kunne helt sikkert tildele endnu mere, idet vi kun bevilliger en procentdel af de beløb som der søges om.  

    På landsplan har vi deltaget i møde med regionalt fora af Fritidsråd/samvirker i Syd og Sønderjylland. Det giver et indblik i hvad andre råd arbejder med og på hvilket niveau de har indflydelse i hverdagen i egen kommune. Sidst på året blev vi involveret i en kompensation af at skøjtebanen ikke skulle åbnes i denne vinter. En Strakspulje hvor vi i et forbilledligt samarbejde med forvaltning og formanden for Kultur &Fritidsudvalget hurtigt fik iværksat en kompensation i form af støtte til andre gode aktiviteter.  

    Vi kunne tildele ca. 50.000,- på gode projekter til gavn for børn og unge i Aabenraa by i december måned. 

    2022 har med ovenstående overskrifter været et begivenhedsrigt år. Udefrakommende påvirkninger, krig og økonomiske kriser, et nyt byråd, nye ansigter på de politiske poster og nye mennesker i Aabenraa Fritidsråds bestyrelse og omrokeringer, har naturligt haft indflydelse på arbejdet. Det er min oplevelse, at alle vi har mødt i arbejdet, arbejder positivt for både idrættens- og spejdernes vilkår. Og det er overordnet også det mål bestyrelsen har for 2023, at gøre det så nemt som muligt at være frivillig, at de dybt engagerede frivillige mødes med respekt for deres arbejde.

    Bestyrelsen takker alle foreninger, samarbejdspartnere, politikkere, forvaltningens medarbejdere for et glimrende samarbejde.

    Stor tak til mine kolleger i bestyrelsen for jeres engagement i arbejdet igennem året. 

    På bestyrelsens vegne John Hansen Formand  

    Bilag: Oversigt over de 2 puljer, Aktivitetspuljen og Anlægspuljen, se regnskab og budget